Generationsskifte, hvorfor allerede nu

Generationsskifte

Det anses normalt for relativt sikkert, at mennesket har en livscyklus, der starter med fødsel og uvægerligt slutter med død på et senere tidspunkt. Lidt anderledes stiller det sig med eksempelvis selskaber, der jo ikke fysisk kan afgå ved døden – økonomisk kan de sagtens - men bag et selskab gemmer der sig for det meste levende væsener, der så igen vil være døde en skønne dag.

Mange mennesker ønsker ikke at tale om døden, og det er da heller ikke udgangspunktet for denne artikel. Her er udgangspunktet, at opgaven med generationsskifte sker, mens personen fortsat er i live.

Hvorfor allerede nu?

Dette gode spørgsmål stilles vi ofte af vores kunder, når vi bringer talen hen på generationsskifte. Svaret kan være, at det allerede nu vil være en fordel at have i hvert tilfælde nogle overordnede retningslinjer på plads – og som bekendt har ingen en garanti for at opnå en bestemt alder. Det kan løse tagsten, sygdom og andre ukontrollable begivenheder ændre på lige pludselig.

Når vi taler om generationsskifte, er det således for at sikre, at et uventet dødsfald ikke medfører, at generationsskiftet ikke kan gennemføres i overensstemmelse med ønskerne herom – eller at det bliver nødvendigt at bruge en metode, der ikke er helt så god som den metode, der kunne være anvendt i levende live.

Generelle udfordringer

I Danmark er det fortsat meget almindeligt, at man driver en virksomhed i personligt regi. Mange håndværksvirksomheder og butikker drives på denne måde, og indehaveren er oftest fuldt engageret i forretningens daglige drift. Anvender vi den flyvske tagsten som eksempel, vil vi gennemgå konsekvenserne heraf for vores kunde:

• Hvad vil der i tilfælde af en fuldtræffer ske med din forretning?

• Kan og vil nogen i din allernærmeste familie drive den videre?

• Skal den sælges, og kan den overhovedet sælges – eksempelvis, hvis du er nøglepersonen i virksomheden?

• Er din familie dækket ordentligt ind, hvis du møder tagstenen?

• Er der likviditet til stede her og nu til den videre drift?

• Og hvis ikke – hvad så?

 

I den sidste ende skal du også som virksomhedsejer gøre op med dig selv, om din forretning skal forsvinde sammen med dig, eller om du forinden vil sikre, at den drives videre af andre. Sagt på en anden måde:

• Skal du sælge den på et tidspunkt?

• Skal den bare gå i arv til den førstefødte?

• Eller hvad har du tænkt dig?

Der er også andre overvejelser:

• Kan du eksistere for de midler, der kommer frem ved et salg – uanset om salget sker til familie eller fremmede?

• Skal du løbende sikre dig en fornuftig pension ved at udnytte de muligheder, du har for selv at spare op allerede nu?

 

Hvis du mener, din forretning skal overgå til dine børn, er det en god ide, at du – inden tiden er inde – har spurgt, om de overhovedet er interesserede:

• I gamle dage gik gården i arv til først fødte drengebarn – men hvad nu, hvis han nu hellere vil være revisor?

• Skal du allerede nu overveje at involvere dit barn som medejer af forretningen, hvis interessen er til stede?

• Hvad betyder det for økonomi, skat og arveforhold?

Særligt, hvis virksomheden er i selskabsform

Du kan eje din virksomhed gennem et selskab – alene eller sammen med andre aktionærer. Her tager vi for nemheds skyld udgangspunkt i situationen, hvor du selv ejer alle aktierne. Overvejelserne skal i lighed med den personligt ejede virksomhed ske i tide – for her er der også ulemper forbundet med at vente så længe, at du ikke længere har indflydelse på løsningen af opgaven. Umiddelbart kan det i nogle situationer være lettere at generationsskifte et selskab end en personligt ejet virksomhed. Det kan give andre problemstillinger, og dem skal du også tage stilling til.

Aktierne i dit selskab behøver ikke at gå til én arving, men kan relativt enkelt fordeles mellem dine børn, tilflyde din ægtefælle – eller en kombination. Aktierne kan også overdrages i levende live, helt eller delvist. Forskellen til den personligt ejede virksomhed er oftest, at arvingerne ikke nødvendigvis behøver at tage del i virksomheden – de kan for eksempel ansætte en ”fremmed” direktør, de kan udøve kontrol gennem bestyrelsen i selskabet, og de kan alliere sig med eksterne bestyrelsesmedlemmer. Endelig kan du bestemme, at dine aktier skal sælges til eksempelvis andre selskaber, der måtte ønske at købe aktierne i din virksomhed. Dette er ofte nemmere end at overdrage de enkelte aktiver i en personligt ejet virksomhed.

Under alle omstændigheder

Vi anbefaler meget kraftigt, at du tager en snak med os om generationsskifte og dine muligheder for at forberede en optimal løsning i god tid. Vi har set mange ulykkelige tilfælde, og vi vil gerne hjælpe dig med at undgå at komme i lignende situationer. Som allerede nævnt er det et følsomt emne for mange, og derfor er det en god ide at vende problemstillingen med os.

Vi kender din økonomi og dine familieforhold, og vi kender til alle de andre aspekter inden for økonomi, skat, pension, finansiering, selskabsret, arveret og så videre. Det er jo rart at se frem til en sorgløs pensionisttilværelse, hvor ens livsværk lever videre, og alle er tilfredse – og at vide, at skulle tagstenen ramme, er de efterladte sikrede i alle henseender.

Jeg ønsker at blive kontaktet

Felter markeret med * er påkrævet.

Find din revisor

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder direkte i din indbakke – BRANDT viser vej...

Brandt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder
direkte i din indbakke.