Skattepligtigt - lovforslag i høring

Skatteministeren nåede i folketingsåret 2017/2018 ikke helt at få fremsat de lovforslag, som var ”stillet i udsigt”. Det er især to lovforslag, som har haft mange personers interesse. Det ene omhandler interne danske skattepligtsregler for personer, der flytter til udlandet eller allerede er bosat i udlandet, men som fortsat gerne vil opholde sig i Danmark i forbindelse med ferie mv. Det andet omhandler skatteregler for såkaldt deleøkonomi i form af udlejning af sommerbolig, udlejning af helårsbolig gennem Airbnb mv.

Disse to spændende lovforslag forventes fremsat i folketingsåret 2018/2019, som begynder den 2. oktober 2018. De to lovforslag, som vi ikke kender, vil alligevel blive omtalt nedenfor!

Skattepligt - lovforslag i høring

Den 26. februar 2018 sendte Skatteministeriet et udkast til forslag til lov om ændring af kildeskatteloven i høring. Overskriften var ”Modernisering af regler for indtræden af fuld skattepligt”. At et ministerium sender et lovforslag i høring betyder, at berørte foreninger, organisationer mv. bliver bedt om at komme med skriftlige kommentarer til lovforslaget. Dette kaldes høringssvar. Fristen for afgivelse af høringssvar var fastsat til den 23. marts 2018.

Udkastet til lovforslag blev også offentliggjort på HØRING§PORTALEN.

I høringsbrevet var anført følgende:

”Med lovforslaget foreslås det, at der indføres enklere og mere objektive regler for fastlæggelsen af fuld skattepligt til Danmark. Dermed bliver det mere forudsigeligt, om fuld skattepligt indtræder for personer, som har bopæl her i landet, og som overvejer at påtage sig arbejde i Danmark.”

Såvel de foreninger, organisationer mv., der fik tilsendt lovforslaget i høring, som mange andre gennemlæste de påtænkte regelændringer med stor interesse. Umiddelbart synes ovenstående citat fra høringsbrevet om indholdet af de påtænkte ændringer meget harmløst.

Skatteministeriet modtog efter alt at dømme mange og omfattende høringssvar. Den normale procedure er, at Skatteministeriet kommenterer de modtagne høringssvar, herunder anfører, at der eventuelt er sket ændring i det lovforslag, som fremsættes i Folketinget. Samtidig med oversendelse af det endelige lovforslag til Folketinget fremsender Skatteministeriet sine kommentarer til høringssvarene.

Ved udgangen af april var der fortsat intet sket. Lovforslaget var ikke oversendt til Folketinget. Skatteministeriets kommentarer til de modtagne høringssvar var heller ikke fremsendt – offentliggjort. Vi kunne konstatere, at de mange høringssvar havde gjort indtryk på Skatteministeriet. Lovforslag skulle have været fremsat og vedtaget, inden Folketinget gik på sommerferie, men ministeriet meddelte, at skatteministeren havde besluttet at udsætte fremsættelsen af lovforslaget til efteråret 2018.

De varslede danske skattepligtsregler, som fremgik af udkastet til lovforslaget, ville for nogle med bopæl i udlandet betyde en gunstigere skattemæssig situation, idet de nu fik mulighed for at udføre arbejde i Danmark i et vist omfang, uden at der indtrådte fuld dansk skattepligt. For mange personer med bopæl i udlandet ville de forslåede regler reelt ikke få nogen skattemæssige konsekvenser, idet de ville være ”beskyttet” af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og deres bopælsland. Og også pensionister i Spanien og Frankrig havde man tænkt på i de nye regler. Disse personer ville i relation til de foreslåede skattepligtsregler få en særstatus, da Danmark for mere end 10 år siden opsagde dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med disse to lande.

Hvorfor så de mange indsigelser?

Indsigelserne gik især på konsekvenserne for de danskere, der bor i Hong Kong, Dubai og andre nul- eller lavskattelande, men som har et sommerhus eller en lejlighed uden bopælspligt i Danmark. De kunne nemlig med de varslede regler se frem til pludselig at blive fuldt skattepligtige til Danmark uanset længden af deres ophold i Danmark. Skatteministeren har udtalt, at han forventer, at det endelige lovforslag vil blive ændret, sådan at der i højere grad tages hensyn til de virksomheder, der udstationerer medarbejdere til arbejde i udlandet.

Vi må derfor i spænding vente på at se det endelige lovforslag.

ønsker at blive kontaktet

Felter markeret med * er påkrævet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder direkte i din indbakke – BRANDT viser vej...

Brandt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder
direkte i din indbakke.