Momskompensation til velgørende foreninger

Momskompensation til velgørende foreninger

Almenvelgørende foreninger, fonde, stiftelser, institutioner mv. er som regel ikke registreret for momspligtigt salg af varer eller tjenesteydelser. Hvis de er registreret for moms, vil deres momspligtige salg ofte være af beskeden karakter, hvorfor deres ret til fradrag for købsmoms under alle omstændigheder vil være relativt begrænset.

Efter en tekstanmærkning til finansloven kan visse almennyttige og velgørende foreninger i stedet opnå kompensation for deres udgifter til købsmoms. I forbindelse med behandlingen af finansloven for 2018 var det på tale at afskaffe denne momskompensationsordning, men indtil videre fortsætter ordningen uændret.

Hvilke foreninger kan opnå momskompensation?

Almennyttige og velgørende foreninger, der er omfattet af ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, kan efter ansøgning få tilskud, der giver kompensation for udgiften til købsmoms med en andel svarende til deres egenfinansieringsgrad.

Hvilke foreninger kan godkendes som almenvelgørende?

Godkendelse som velgørende eller almennyttig forening efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3 kræver, at foreningens formål er almenvelgørende, det vil sige at midlerne alene kan anvendes til støtte for en videre kreds af personer,
som er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske forhold, eller til et formål, som ud fra en i befolkningen almindeligt herskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt, og som kommer en vis større kreds til gode.

Herudover kræver godkendelse efter LL § 8 A opfyldelse af følgende betingelser:

  • Midlerne skal anvendes til fordel for en kreds af personer, der ikke geografisk eller på anden måde er begrænset til et befolkningsunderlag på under 35.000.
  • Antallet af gavegivere i EU/EØS skal årligt overstige 100.
  • Den enkelte gavegiver skal i løbet af året samlet have ydet en gave på mindst 200 kr. til den pågældende forening.
  • Der skal oplyses om, hvorvidt der i det forudgående kalenderår fra samme udenlandske donator er modtaget en eller flere donationer, der sammenlagt overstiger 20.000 kr.
  • Den årlige bruttoindtægt eller formuen (egenkapitalen) skal overstige 150.000 kr.

Godkendelse efter ligningslovens § 12, stk. 3 forudsætter desuden, at foreningen anvender sine midler til:

  • Humanitære formål, det vil sige afhjælpning af menneskelig nød.
  • Forskning, det vil sige videnskabelig undersøgelse og granskning.
  • Beskyttelse af naturmiljøet, det vil sige bekæmpelse af forurening, herunder beskyttelse af truede dyre- og plantearter.

Hvilket momsbeløb kan kompenseres?

Almennyttige og velgørende foreninger mv. kan anmode om kompensation for deres udgifter til købsmoms i et givet kalenderår i forhold til deres egenfinansieringsgrad i det pågældende år.

Ansøgt momskompensationsbeløb = årets momsudgifter x egenfinansieringsgrad

Egenfinansieringsgrad = private indtægter x 100 / samlede indtægter.

Opgørelse af årets momsudgifter

For at opnå momskompensation skal der være tale om udgifter afholdt i forbindelse med foreningens ikke-momspligtige almenvelgørende aktiviteter.

Opgørelsen af årets momsudgifter skal ske efter de almindelige momsregler. Dette indebærer for det første, at udgiften skal være momsbelagt og for det andet, at udgiften er fradragsberettiget efter de almindelige momsregler. Eksempelvis
kan moms af udgifter til gratis bespisning af medarbejdere (herunder også foreningens frivillige medarbejdere og medlemmer), udgifter til personbiler, bolig, underholdning, restaurationsydelser mv. ikke medtages. Endvidere skal eventuel købsmoms, som berettiger til momsfradrag i kraft af en almindelig momsregistrering, ikke medregnes.

Købsmoms af effekter, som doneres til andre, indgår i den samlede opgørelse af årets momsudgifter. Den samme gælder moms af udgifter til investeringsgoder i form af fast ejendom og større driftsmidler. Det afgørende er, om udgifterne afholdes i forbindelse med foreningens ikke-momspligtige almenvelgørende aktiviteter. Såfremt foreningen køber varer eller tjenesteydelser i udlandet, indgår eventuelt importmoms, EU-erhvervelsesmoms og reverse charge-moms også.

Udgifterne skal periodiseres i kalenderåret. Foreninger med forskudt regnskabsår skal således opgøre deres købsmoms for kalenderåret og ikke deres respektive regnskabsår. 

Egenfinansieringsgrad

Momskompensation gives kun for den andel af købsmomsen, som svarer til foreningens egenfinansieringsgrad. Egenfinansieringsgraden udgør ”private” indtægter sat i forhold til foreningens samlede indtægter. Ved private indtægter forstås midler, der stammer fra egne indsamlinger, skolepenge, kollekter, bidrag fra private fonde, medlemskontingenter, overskud fra private arrangementer (tombola, loppemarked m.v.) mv. Ved private indtægter forstås ikke taxametertilskud, midler modtaget fra stat, regioner mv., tilskud fra Danske Spil A/S, tilskud fra EU, overskudsandele fra spil afholdt i Danmarks Radio eller TV2 mv.

For så vidt angår indsamlinger og salg af handelsartikler er det alene overskuddet ved de pågældende aktiviteter, som skal medregnes.

Bidrag, tilskud og donationer, som en forening modtager fra andre private foreninger, skal medregnes som private indtægter i den modtagende forenings opgørelse og fratrækkes i den givende forenings opgørelse. Momspligtige indtægter skal holdes ude af beregningen af egenfinansieringsgraden. 

Sker der efter ansøgningstidspunktet ændringer i udgifterne til købsmoms eller egenfinansieringsgraden, som medfører et fald i det ansøgte kompensationsbeløb, skal foreningen straks underrette SKAT herom, således at kompensationen kan reguleres i overensstemmelse med de ændrede oplysninger. Såfremt kompensationen er udbetalt, skal der ske tilbagebetaling af den for meget udbetalte kompensation.

Ansøgning

Til brug for ansøgningen om momskompensation skal der udfyldes en særlig ansøgningsblanket, som findes på SKATs hjemmeside.

Oplysningerne i ansøgningsblanketten skal være afgivet på baggrund af en revisorerklæring.

Fristen for at søge om momskompensation er den 1. juli i året efter det kalenderår, der ansøges for. SKAT dispenserer ikke fra ansøgningsfristen.

I det omfang de samlede ansøgningsbeløb overstiger den ved tekstanmærkning til finansloven afsatte bevilling, fordeles kompensationen proportionalt mellem de indgivne ansøgninger. Dette betyder, at foreningerne ikke er garanteret fuld momskompensation, eftersom det samlede kompensationsbeløb ligger fast, uanset de samlede ansøgte beløb. 


Gengivet fra Skatteinformation januar 2018.

Jeg ønsker at blive kontaktet

Felter markeret med * er påkrævet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder direkte i din indbakke – BRANDT viser vej...

Brandt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder
direkte i din indbakke.