Byretsdomme

Skat ved salg af fritidsbolig

I 2005 købte en søn moderens helårsbolig. Der var tale om et landsted med en unik beliggenhed ned til vandet. Ejendommen var beliggende i en afstand af 56 km fra sønnens helårsbolig, hvor han boede sammen med sin ægtefælle og deres børn. På købstidspunktet var moderen blevet godkendt til en ældrebolig men havde fået afslag på en plejebolig. En plejebolig blev imidlertid bevilget to måneder senere. Først et halvt år efter sønnens køb af ejendommen kunne moderen flytte ind i plejeboligen. I dette halve år var hun på grund af dårligt helbred på en aflastningsplads i to måneder, og de øvrige fire måneder boede hun i ejendommen.

I marts 2016 blev der bevilget flexboligtilladelse, således at ejendommen kunne anvendes til fritidsbolig. Sønnen solgte ejendommen i september 2016.

Påstanden for byretten var, at ejendommen kunne sælges skattefrit, da sønnen og familien havde anvendt ejendommen til fritidsbolig.

Byretten udtaler indledningsvis, at ejendommen ikke kan sælges skattefrit efter parcelhusreglen, da ejendommen ikke har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand. Skattefrihed efter sommerhusreglen kan som udgangspunkt heller ikke komme på tale, da der er tale om en helårsbolig. Efter administrativ praksis kan sommerhusreglen dog anvendes, såfremt ejendommen er erhvervet som og udelukkende anvendt som fritidsbolig.

Byretten fandt, at fortjenesten ved salget var skattepligtig, da ejendommen ikke udelukkende havde været anvendt som fritidsbolig, da moderen i en del af ejerperioden havde beboet ejendommen. Byretten udtaler endvidere, at det ikke var godtgjort, at ejendommen blev erhvervet som fritidsbolig henset til, at der først i 2016 blev ansøgt om flexboligtilladelse.

Dommen er offentliggjort i SKM2018.485.

Kommentarer

Dommen er i overensstemmelse med praksis på området. I 2010 afsagde Højesteret en dom om salg af en ejerlejlighed købt til fritidsformål, men som i en periode var anvendt af en niece til helårsbeboelse. Da lejligheden ikke udelukkende havde været anvendt til fritidsformål, og da ejeren i øvrigt ikke havde benyttet lejligheden som helårsbolig, var fortjenesten ved salget skattepligtig.

Beskatningsgrundlag bil - nyvognspris

Byretten i Roskilde har afsagt en dom om, hvad der skal forstås ved ”nyvognsprisen” i relation til beskatningsgrundlaget for en bil, der ved anskaffelsen er mindre end tre år gammel. Forskellen mellem det påståede beskatningsgrundlag og det beløb, som Skattestyrelsen havde fastsat, var cirka 400.000 kr.

Den skattepligtige værdi af fri bil udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af værdien over 300.000 kr. Værdien beregnes dog af mindst 160.000 kr. Den værdi, der skal anvendes ved beregningen af den skattepligtige værdi af fri bil, afhænger af bilens alder på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer bilen.

Hvis arbejdsgiveren køber en firmabil, der er højst tre år gammel regnet fra bilens første indregistrering, skal værdi af fri bil beregnes ud fra bilens nyvognspris. Ved nyvognsprisen forstås bilens faktiske købspris inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt fabriksmonteret tilbehør. Ekstraudstyr, der leveres og monteres af forhandleren og vises særskilt på fakturaen, indgår ikke i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. Beregningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris i 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er sket.

Sagen for byretten omhandlede en Mercedes, der blev indregistreret først gang den 11. maj 2010. Der var tale om en bilforhandler/bilimportør, der indregistrerede bilen til brug for en medarbejder. Bilens beskatningsgrundlag var i den forbindelse opgjort til 467.072 kr. Det var ikke dette beskatningsgrundlag, som Skattestyrelsen havde anfægtet.

Bilforhandleren/bilimportøren solgte bilen den 7. juni 2011. Salgsprisen udgjorde 860.000 kr.

Spørgsmålet var nu, hvilken værdi, der skulle anvendes som beskatningsgrundlag – var det 467.072 kr., 860.000 kr. eller et helt tredje beløb?

Hovedaktionæren i det selskab, der havde købt bilen, havde naturligvis ikke anvendt de 860.000 kr., da bilen på købstidspunktet var mere end ét år gammel og tillige havde kørt 24.000 km, idet denne værdi næppe kunne betegnes som nyvognsprisen. Hovedaktionæren var af den opfattelse, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., hvilket var det beløb, som bilforhandleren havde oplyst, da han købte bilen.

Skattestyrelsen var ikke enige i, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., men havde i stedet fastsat  beskatningsgrundlaget til 860.000 kr., hvilket var hovedaktionærselskabets købspris.

Sagen blev indbragt for Landsskatteretten.

Landsskatteretten

Landsskatteretten fandt, at købsprisen opnået ét år efter registreringen alt andet lige måtte anses for at være lavere end den reelle nyvognspris. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at et beskatningsgrundlag, der var mindre end selskabets købspris, kunne anvendes. Retten var af den opfattelse, at nyvognsprisen i det konkrete tilfælde kunne fastsættes til 860.000 kr., hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Landsskatterettens kendelse blev indbragt for byretten.

Byretten

Påstanden for byretten var, at beskatningsgrundlaget for fri bil udgjorde 467.072 kr. Begrundelsen var i korte træk som følger:

Det følger af loven, at ved anskaffelse af en bil højst tre år efter første indregistrering, er det nyvognsprisen, der udgør beskatningsgrundlaget. Det fremgår af lovforarbejder, cirkulære, Den Juridiske Vejledning og praksis, at nyvognsprisen (inklusive forhandleravance på 9 %) udgør den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen.

Skattestyrelsen havde ikke bestridt, at bilen var indregistreret til den rigtige værdi, herunder en forhandleravance på 9 %.

Byretten fandt, at begrebet ”nyvognspris” må forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved køb af en ny bil. Efter lovens ordlyd skal der ved beskatning af personalegoder, tages udgangspunkt i den værdi, som det måtte antages at koste en medarbejder at erhverve goderne i almindelig fri handel. Det fremgår endvidere af loven, at beskatningsgrundlaget for biler, som er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, udgør arbejdsgiverens købspris. Ved beskatning af biler, der er erhvervet mere end tre år efter første indregistrering, sker der således en beskatning på baggrund af bilens reelle værdi, og det har formodningen imod sig, at lovgiver har ønsket at fastsætte et væsentligt andet princip ved beskatning af biler, der er under tre år gamle.

Byretten stadfæstede herefter et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.

Dommen er offentliggjort i SKM2018.331.

Kommentarer

Byretsdommen er indbragt for Østre Landsret. Det bliver spændende at se, hvorledes landsretten fortolker lovens bestemmelse om ”nyvognspris”.

I 2010 og tidligere var det tilladt/praksis, at forhandlere ved indregistrering af biler til demobrug og anden brug i virksomheden kunne afgiftsberigtige bilerne på grundlag af den indkøbspris, som lå til grund for købet fra fabrikken, når blot denne indeholdt en positiv forhandleravance på 9 %. Af dommen fremgår det, at Skattestyrelsen ikke havde anfægtet det oprindelige registreringsafgiftsgrundlag, hvilket antageligt skyldes den i 2010 og tidligere gældende praksis.

Der er siden sket flere justeringer af registreringsafgiftsloven, hvilket betyder, at det ikke længere er muligt at anvende indkøbsprisen indregnet en positiv forhandleravance på mindst 9 %. Senest har Folketinget i 2017 vedtaget, at der skal ske genberegning af registreringsafgift, når en bil, som er indregistreret til demobrug, udlejning mv., efterfølgende sælges til en slutbruger.

Ønsker at blive kontaktet

Felter markeret med * er påkrævet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder direkte i din indbakke – BRANDT viser vej...

Brandt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder
direkte i din indbakke.