Administrative afgørelser - pengetankreglen

Aktieoverdragelse med succession - pengetankreglen

Ved overdragelse af aktier – såvel i levende live som ved død – kan aktier kun overdrages med succession, hvis virksomheden i selskabet ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse. Populærbetegnelsen herfor er pengetankreglen.

Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse, såfremt mindst 50 % af selskabets indtægter stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer eller lignende, der skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende udgør mindst 50 % af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Indtægtskriteriet opgøres som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår. Handelsværdikriteriet gælder både på overdragelsestidspunktet og opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår.

Skatterådet har taget stilling til, hvorvidt et selskabs investering i et solcelleanlæg var at betragte som passiv kapitalanbringelse.

Der var tale om et dansk selskab, som havde investeret i andele i solcelleparker i forskellige lande. Aktiviteten bestod i produktion og salg af el. Solcelleanlæggene var afskrivningsberettigede som driftsmidler.

Skatterådet udtaler, at fast ejendom blandt andet er kendetegnet ved, at den faste ejendom er stationær og således bestemt til at forblive på stedet. En fast ejendom har endvidere typisk en vis størrelse. Det må blandt andet kunne omfatte store stationære aktiver såsom vindmøller, der afskrivningsmæssigt ligeledes behandles som et driftsmiddel. Solcelleanlæg er lige som faste ejendomme og vindmøller stationære og bestemt til at forblive på stedet. De har endvidere en vis størrelse. Dette indebærer efter Skatterådets opfattelse, at et solcelleanlæg er en “fast ejendom eller lignende”. Investeringen måtte derfor betegnes som passiv kapitalanbringelse, blandt andet henset til, at investor ikke drev virksomheden eller på anden måde deltog i driften af solcelleanlæggene. Der var med andre ord tale om virksomhed omfattet af pengetankreglen.

Det bindende svar er offentliggjort i SKM2018.459.

Kommentarer

Som det ses af Skatterådets begrundelse, synes også andre aktiver – eksempelvis vindmøller – at være i ”farezonen” for at blive anset for ”fast ejendom eller lignende” og dermed passiv kapitalanbringelse.

Det vides ved redaktionens afslutning ikke om afgørelsen er påklaget til Landsskatteretten.

Nulstilling - det var for sent

For lønmodtagere gælder generelt, at de på årsopgørelsen bliver godskrevet den skat, som arbejdsgiveren har indeholdt via lønsedlen. Dette gælder, selv om arbejdsgiveren ikke får skatten indbetalt til Skattestyrelsen. Men specielt for hovedanpartshavere og hovedaktionærer kan der ske nulstilling, hvilket betyder, at de ikke får godskrevet den skat, som selskabet ikke har afregnet til Skattestyrelsen.

Landsskatteretten har taget stilling til, hvorvidt der kunne ske nulstilling af AM-bidrag og A-skat for en person ansat i et selskab, der var ejet af samleveren, som tillige var direktør i selskabet.

Ved skifterettens dekret af 24. januar 2013 blev selskabet taget under konkursbehandling.

Den 23. juni 2016 skrev Skattestyrelsen til personen, at man agtede at nulstille AM-bidrag og A-skat af løn for perioden oktober 2012 til januar 2013, og endelig afgørelse blev truffet i skrivelse af 8. september 2016.

For Landsskatteretten gjorde Skattestyrelsen gældende, at forholdet var omfattet af de almindelige fristregler for hovedaktionærer, hvilket vil sige 5-års reglen.

Landsskatteretten fandt derimod, at der var tale om en fordring omfattet af forældelsesloven, hvor fristen er tre år.

Fristen skulle efter rettens opfattelse regnes fra konkursdekretets afsigelse den 24. januar 2013. Fordringen var dermed forældet, og Skattestyrelsens afgørelse om nulstilling blev derfor annulleret.

Kendelsen er offentliggjort i SKM2018.465.

Kommentarer

Konsekvensen af Landsskatterettens kendelse er, at personen på sine årsopgørelser blev godskrevet den skat, som selskabet ikke havde betalt.

Praksis vedrørende nulstilling af A-skat er dannet på grundlag af en højesteretsdom fra 1981. Ved denne dom blev det anerkendt som gældende ret, at skattemyndighederne under visse betingelser kan undlade at modregne A-skat i den ansattes slutskat, når arbejdsgiveren ikke har betalt den indeholdte A-skat. Denne praksis gælder også for AM-bidrag.

Betingelserne for, at Skattestyrelsen kan foretage nulstilling, er i hovedtræk følgende:

  • Lønnen skal være udbetalt af en virksomhed med begrænset ansvar, eksempelvis et ApS eller A/S
  • Virksomheden skal være konstateret insolvent (ophør, konkurs eller lignende)
  • Den indeholdelsespligtige skal have restancer for den aktuelle periode
  • Lønnen er udbetalt til en hovedaktionær m.fl. (personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender)
  • Hovedaktionæren mfl. har handlet culpøst (vidste eller burde vide, at der ikke er økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser af AM-bidrag og A-skat).

I den refererede sag tog Landsskatteretten ikke stilling til, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Selv om de faktuelle oplysninger i sagen er sparsomme, synes nulstillingen at være berettiget, hvis ellers afgørelsen herom var truffet rettidigt. I den forbindelse skal nævnes en dom fra Vestre Landsret, der nulstillede en direktørs samlevers A-skat med henvisning til, at de havde fælles husholdning, og samleveren vidste, at selskabet ikke havde penge til at afregne A-skatten.

 

Ønsker at blive kontaktet

Felter markeret med * er påkrævet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder direkte i din indbakke – BRANDT viser vej...

Brandt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvorefter du vil modtage nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder
direkte i din indbakke.